Vi vil henlede alle ejers opmærksomhed på §9 i vores vedtægter:
”... Medlemmerne må ikke udleje lejligheden uden bestyrelsens samtykke...”
Vi er ikke krakilere, men det er besværligt, hvis bestyrelsen og kontaktpersonen ikke ved, hvor og hvordan vi kan komme i kontakt med ejeren.
Vi vil også gøre opmærksom på §8:
”Hvis en lejlighed groft forsømmes, kan bestyrelsen kræve fornøden vedligeholdelse og istandsættelse foretaget indenfor en fastsat frist. Efterkommes bestyrelsens krav ikke, kan bestyrelsen sætte lejligheden i stand for medlemmers regning på foreningens vegne og om fornødent søge fyldestgørelse i foreningens panteret i henhold til skadesløsbrev”.
Bestyrelsen er ikke interesseret i at ende i denne situation, men ønsker alene at gøre opmærksom på, at ansvaret for lejligheden påhviler ejeren, uanset om ejeren bebor lejligheden eller ej.
Administratoren, Jens Anker Hansen, skal således kontaktes ved evt. udlejning. Ejeren skal i den forbindelse oplyse sit nye telefon nummer og nye adresse, ligesom lejekontrakten skal udleveres.
Endvidere gør bestyrelsen opmærksom på, at vi i henhold til vedtægterne kan ophæve et lejemål, hvis der opstår problemer.
Til sidst vil vi påpege starten af §9 i vedtægterne:
”Medlemmet og de personer, der opholder sig i hans lejlighed må nøje efterkomme de af bestyrelsen fastsatte ordensregler. Er intet vedtaget, gælder de i standardlejekontrakten fastsatte regler om husorden”.
Ejeren må indskærpe for evt. lejere, at bestyrelsen kan kræve tilsyn af vandinstallationer eller andet, som hører under fællesskabet.